Den julianske kalender

Denne kalender kaldes også gammel stil. Kalenderen er opkaldt efter Julius Cæsar, som lod den udarbejde i året 46 f. Kr.(Lex Julia Municipalis). Den blev indført i året 45 f. Kr. og den fastlagde solåret til 365,25 døgn. Det kvarte døgns forskel mellem solår og kalenderår udlignes ved en ekstra dag i kalenderåret hver fjerde år, altså 1461 døgn på fire år.

Middelåret er imidlertid 365,2422200 døgn langt, og fire år indeholder dermed kun 1460,9688 døgn. Der mangler altså 0,0312 døgn i hvert år. Over en periode på 100 år indeholder Cæsars kalender 36500 dage + 25 skuddage. Solårene indeholder 36524,222 dage. Cæsars kalender har dermed 0,778 døgn for meget i hvert århundrede.

Som tiden gik, blev forskellen mellem solår og kalenderår dermed større og større. I året 1582 var kalenderen blevet skubbet 10 dage i forhold til solens stilling på himlen. Dvs. kalenderens jævndøgn, sommer- og vintersolhverv kom 10 døgn for sent, hvilket begyndte at blive mærkbart.